Stor rapport om Danmarks fremtid er et tricktyveri til 100 milliarder

Tænk, jeg var så glad og oplivet. Indimellem må man gerne være lidt idealistisk og glæde sig over, at nogen gør sig den ulejlighed at frembringe en dansk version af den vigtigste rapport, der er skrevet om Europas fremtid i årtier. Det er naturligvis Draghi-rapporten, vi taler om. Man skal have levet under en sten for at ikke at vide, hvordan Draghi-rapporten, som er forfattet af den tidligere italienske premierminister og tidligere ECB-chef Mario Draghi, på rekordtid er blevet EU-Kommissions-formand Ursula von der Leyens vigtigste og største projekt. Det er den plan, der skal forvandle EU fra en slags støvet landbrugsmuseum til en økonomisk urkraft, som omsider begynder at konkurrere med USA og Kina om velstand og job. Det er faktisk opløftende og håbefuldt, når man tænker på, at Ursula von der Leyens vigtigste løfter, da hun første gang blev EU-Kommissionsformand, var at påføre EU en fælles mindsteløn og at marinere EU i regulering og bureaukrati. Nu er gryderetten at søsætte en gigantisk grøn omstilling af industrien, at sikre billig energi, at tage et fundamentalt opgør med regulering, startende med en dyb beskæring af bæredygtighedsrapporteringen, og at skabe en kapitalmarkedsunion, så hundredvis af milliarder af euro bliver i EU i stedet for at ryge til USA – for bare at nævne nogle af ingredienserne. Hvis planen skal lykkes, skal der ifølge Draghi-rapporten investeres 5.600 milliarder kroner årligt mellem 2025 og 2030, hvilket omsat til størrelsen af dansk økonomi svarer til, at der skal investeres knap 125 milliarder kroner årligt i at omstille Danmark. Hvis nogen skal lave en dansk Draghi-rapport, så er barren sat højt. Og når man så ser, hvilke kræfter, der står bag den nye tænketank Pómus, som sammen med konsulenterne i Deloitte har skrevet den danske Draghi-rapport, er forventningerne både berettigede og tårnhøje. I tænketankens Science Leadership Council sidder tidligere OECD-vicegeneralsekretær Ulrik V. Knudsen, tidligere EU-kommissær Connie Hedegaard, rektor David Dreyer Lassen fra Københavns Universitet, tidligere departementschef Agnete Gersing, Siemens-formanden Jim Hagemann Snabe (med en bestyrelsespost i World Economic Forum), DIs topchef, Lars Sandahl Sørensen, Dansk Erhvervs topchef, Brian Mikkelsen, og iværksætteren Tommy Ahlers. Lad os være ærlige. Makværket er støttet af Industriens Fond Rapporten »Meget mere end forskning – fra innovationskløft til konkurrenceløft« er pinligt ringe. Det er noget sjask. Makværket er oven i købet støttet af Industriens Fond, som har den tidligere direktør for NKT og KPMG Thomas Hofman-Bang som chef. Det er måske også starten på et af de største tricktyverier i moderne politisk historie. Det vender vi tilbage til. Lad os tage de vigtigste anbefalinger, som udstiller fattigdommen i den elendige rapport. Rapporten foreslår blandt andet at oprette et strategisk partnerskab, den foreslår at lave en forsknings- og innovationsstrategi, den foreslår at oprette et videnskabsråd, den foreslår at lave et sammenhængende »universitetslandskab«, den foreslår at nytænke forskningsstøtten, den foreslår at lave et nationalt barometer, og så foreslår den noget, som næsten er uforståeligt, nemlig at foretage »en fokuseret metascience-indsats til analyse af organisering og incitamentsstrukturer for forskning, innovation og teknologiudvikling for at fremme gennembrud, løsninger og kommercialisering,«. Det lyder som bullshit bingo. Det er det. Hvis det er den danske Draghi-rapport, så stik mig den rigtige. Man kan dokumentere elendighederne. Her er således en optælling af ord, som afdækker den danske Draghi-rapports sande indhold: Innovation: 709 gange Teknologi: 298 gange Konkurrence: 253 gange Virksomheder 162 gange Investering: 130 gange Vækst 91 gange Stat: 84 gange Skat 29 gange Bureaukrati: 3 gange Byrde: 1 gang Det frister mig til at opfinde den alternative eller udvidede Aase Olesen-regel. Der var engang en forstandig radikal socialminister, som slog fast, at antallet af læsere af enhver rapport er tallet 500 fratrukket sideantallet. Det efterlader eksempelvis 370 læsere til den danske Draghi-rapport. Det er beskæmmende, at rapporten kløjes i sin egen politiske korrekthed. Helt korrekt peger rapporten på det faktum, at Danmark har EUs højeste kapitalbeskatning. Hvordan kan den indsigt ikke være en kerneanbefaling i rapporten? Man kan jo bare gætte. Og så kan vi kaste os over rapportens eneste hårde anbefaling, hvis man endda kan være så venlig at kalde den hård, for den er hverken særlig konkret eller særlig veludviklet. »Myndighederne bør afsøge mulighed for en national aftale med pensionsselskaber om, at minimum 2,5 procent af de samlede aktiver investeres i risikovillig kapital til teknologiske satsninger, startups og skalerbare innovationsprojekter« står der i rapporten. Man kunne have den tanke, at man ikke skal spørge pensionsselskaberne, men spørge dem, hvis penge det er, nemlig pensionsopsparernes med deres 4.000 milliarder kroner på bogen. Man kan bare åbne for, at danskerne smider 2,5 procent af deres opsparing i nogle eksperimenter, hvis de har lyst. Ligner en variation af Dragsteds milliardærskat Ellers ligner det en variation af formanden for Enhedslisten Pelle Dragsteds forslag om at klippe to procent af milliardærernes formue hvert år. At ville tvangsudskrive danskernes sparepenge på teknologiske satsninger og skalerbare innovationsprojekter sender tankerne hen på gigantfiaskoen Northvolt og den mere almindelige fiasko Better Energy. Begge selskaber er gået i gulvet og har sendt en stor regning til ATP – og dermed os alle sammen. Den danske Draghi-rapport forsøger sig altså med en slags finansielt tricktyveri, som så ikke engang er særlig imponerende. De 2,5 procent af pensionsformuen svarer til 100 milliarder kroner, hvilket er et pænt tal, men meget lavere end Draghi-rapportens beregnede danske investeringer på 123 milliarder – hvert år – mellem 2025-2030. Hvorfor Deloitte lægger navn til makværket er forunderligt, for de har med deres projekt Small Great Nation indimellem sat en god dagsorden. At en ny og ukendt tænketank, grundlagt af Kaare Nielsen, som er tidligere disruptionchef – frygtelig titel – i Erhvervsministeriet, gør det, er måske lettere at forstå. Men hvorfor kalder nogen en tænketank for Pómus? Det har jeg ledt efter et svar på. Pómus er latin og betyder frugttræ. Det er et fint billede på en verden, hvor man planter et frugttræ, som vokser sig større og større, med skønne, velsmagende frugter; Nogle er lette at plukke, mens andre, store, fede og søde kirsebær kræver en høj stige helt op til solskinnet i toppen af træet. Rapporten fra Pómus og Deloitte er et mislykket kirsebærtræ plantet på dårlig jord, hvor kirsebærrene smager af vand, og hvor der er flere delvist forrådnede kirsebær på jorden end oppe i træet. Der skal plantes et helt nyt træ, hvis der skal komme noget velsmagende ud af den frugthave. Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator https://www.berlingske.dk/kommentar/stor-rapport-om-danmarks-fremtid-er-et-tricktyveri-til-100-milliarder